Nå... mangler der
ikke bare seriøst et fortsat eventyr i denne dagbog?? Sådan
et, som man bare digter videre på og stopper midt i en sætning
– og så må den næste overtage?
Jeg vil ihvertfald godt
begynde – så kan i jo afgøre om i er med på
ideen! Ellers må den jo bare afgå ved døden:
(Julie Starter)
Se Så ... nu
begynder vi – og når vi ere ved enden ved vi mere end vi
nu ved, for der var engang en pige som havde en usædvanlig
kraftig hårvækst.- Det irriterede hendes moder så
meget at hun for at hævne denne irritation døbte
datteren Rapunzel. Rapunzels hår voksede hurtigere end hun
kunne følge, så for at undgå at håret blev
beskidt og slæbt på jorden, valgte hendes moder at
placere datteren i et højt træ. Der kunne håret
hænge frit mente hun og så slap hun for at tage stilling
til om datterens hår skulle vaskes med lipasomer eller
polidimser. Det skulle nemlig slet ikke vaskes. Når Rapunzel
sad i træet i regnen blev det vasket helt naturligt –
Rapunzel var imidlertid ikke alene en pige med en usædvanlig
kraftig hårvækst. Hun var også en pige med en
usædvanlig trang til slik
1.
Af en eller anden grund blev denne trang yderlige stimuleret når
hun sad i træet, men moderen nægtede at give hende noget
. ”Det er for dyrt at hejse tandlægen op i træet
når du får huller i tænderne” sagde hun og så
kunne Rapunzel bare sidde og drømme om slik. Nogen gange blev
drømmende til hallucianationer om at der kom en prins på
en karamelfarvet hest ud til træet med en sæk fyldt med
slik. Når han kaldte på hende lod hun håret falde
ned sådan, at prinsen kunne kravle op i træet og sku møde
sammen med hende.
Det gode ved at dette
kun var en hallucination var, at moderen så ikke (sådan
som det ofte er tilfældet i et eventyr,) ville blive
misundelig på datterens ungdom og tiltrækningskraft (samt
slik) og klippe håret af hende og stikke øjnene ud på
prinsen for hun kendte slet ikke til sin datters fantasier ...
Imidlertid er psykens
og somaens veje uadskillelige. Rapunzel fik ”indbildte”
huller i tænderne og hun klagede til sin mor over den
forskrækkelige tandpine. Moderen måtte overgive sig og
ringede til tandlægen. Han havde selv højdeskræk –
men han kunne henvise til en klatretyv der var vant til at ”bore
huller og bryde ind og at omsmelte sølv til egnede formål”,
så han blev kontaktet og indvilligede i at forsøge sig
med Rapunzels tænder.
Klatretyven var en fæl
karl at se på han. Has fingre var krogede med spidse klør
så han kunne holde fast, og hans fødder var vokset
sammen i en spids, som han brugte til at bore sig fast med. Hans
ansigt var spidst som en rævs og hans hår var pjusket og
grimt.
Da Rapunzel så ham skreg hun:
(Nanna fortsætter)
”Vig bort din
fæle klatretyv. Min tandpine er gået over!” Han
skulede olmt op til hende med sit rævesnu blik. ”Næj,
næj du” sagde så på drævende fynske ”nu
æ jæ kommet langvejs fra for at lappe på dine
tænder, så nu ska’ du it’ bak’ u’!”
og så hakkede han sin spidse fod ind i Rapunzels træ og
kravlede op ad stammen.
Nu var gode råd
dyre. Rapunzel så op mod himlen i håb om hjælp fra
hendes venner, fuglene. Hun drømte om at en stor ørn
ville komme og bære hende bort, men i stedet kom der en stork
med et spædbarn næbbet. Da den fløj hen over
træet, lod den barnet falde lige ned i armene på Rapunzel
”Hvad er du for en?” spurgte Rapunzel. Ungen svarede med
et hyl så hjerteskærende at Rapunzel måtte holde
den ud i strakt arm for ikke at få tinitus.
Det gjorde imidlertid
ungen endnu mere forskrækket, så den høl endnu
højere end før, og samtidig satte den i at skide lige
ned i hovedet på klatretyven . Han udstødte en grusom ed
og slap sit greb i træet, kurede ned at stammen og landede i en
brændenælde. Siden tog han hjem til Fyn, opgav
tandlægeambitionerne og begyndte et nyt og bedre liv som
friluftsliv-instruktør med speciale i klatresikring. Og hvis
han ikke er død så lever han endnu.
I mellemtiden sad Rapunzel opppe i træet og tysssede på ungen. Storken
viste ingen tegn på at ville hente den igen, og i øvrigt
havde Rapunzel aldrig troet på den med storken, så hun
var godt og grundigt paf.
Om aftenen kom moderen
for at høre til, hvordan det gik med Rapunzels tandpine. Stor
var hendes forbløffelse, da hun hørte munter pludren
fra trætoppen i stedet for den sagte summen af et tandlægebor.
Imidlertid havde Rapunzels mor bestemt heller aldrig troet på
den med storken, så hun troede hverken helt eller halvt på
Rapunzels forklaring. Tværtimod gik hun straks i hjem og sendte
bud land og rige rundt efter den formodede barnefader.
”Og jeg som
troede hun sad godt og vel af vejen for alverdens problemer, og
mænd”, tænkte Rapunzels mor, ” der kan man
se; der er ingen grænser for hvad der kan foregå i et træ
– åbenbart!”
Imidlertid nåede
moderens budbringere vidt omkring. De søgte til lands, til
vands og i luften, men ingen steder fandt de nogen mand, der havde
haft en langhåret kæreste i et træ. En af
budbringerne var en stædig rad ... han ledte og ledte højt
og lavt, og kom længere og længere bort fra hjemlandet.
En dag så han i det fjerne en høj bjergkæde, og
han besluttede sig for, at når han nåede derhen ville han
vende om. For han savnede sin hund og sine gamle forældre.
Den dag, da han nåede
bjergkæden, var det bragende solskin. Der var først på
sommeren, og bjergtoppene lyste og blinkede i solen. Budbringeren fik
en ubændig trang til at blive bjergbestiger, så han
besluttede lige at bestige en top inden han vendte om. Hele dagen
vandrede han, gennem skov, myr og tundra, over fjeld og sten –
hele tiden opad, til han endelig om aftenen stod på de
sneklædte tinder. ”Ah” tænkte han, ”nu
har jeg set alt hvad der er værd at se.” Men da opdagede
han langt ude i horisonten et slot, der lå og blinkede i
solnedgangen ...
(Arne fortsætter)
budbringeren blev ret
mistænkelig, hvornår har man sidst hørt om et
blinkende slot? På den tid kendte man ikke til de
hallucinationer som iltmangel kan forårsage på høje
bjergtoppe. Budbringeren begyndte at gå mod slottet, men da han
var nået halvvejs ned af bjerget forsvandt det mystisk
blinkende slot. Budbringen, som hed Per, fordi forfatteren blev træt
af hans lange titel, troede at slottet var forhekset og fordi han var
så umådeligt stædig fortsatte han sin jagt,
fuldstændig besat af tanken om at løsningen på
mysteriet om Rapunzel-mini skulle findes på det blinkende slot.
Denne tvangstanke plagede Per til han mødte en klog gammel
kone.
I mellemtiden hjemme i
Per’s hjemland havde tingene taget en helt ny drejning: I træet
var Rapunzel stadig plaget af sin fiktive tandpine og tog sig derfor
ikke særligt meget af sin adopterede datter. Træet så
dette og tog sig kærligt af den lille pige, thi træer er
kærlige væsner og pigen, som ikke var klar over at træer
og mennesker pga. menneskelig dumhed ikke kommunikerer, så
intet forkert heri. Således blev pigen opfostret af træets
væsner, og lærte mange ting af de gnomer, sylfer og dyr
som tog sig af hende. Rapunzel, som allerede havde glemt sin datter,
var ...
(
Henning fortsætter)
netop ved at placere
tre små samsøkartofler i sin venstre sok. For det havde
hun hørt skulle hjælpe mod tandpine, da en skærsliber
trallende hørtes i det fjerne. Rapunzel spidser øre
først kan hun kun høre skærsliberens dybe
brummen, men som han kommer tættere og tættere på
kan hun også høre melodien. Hun begynder og nynne med
for så god en sang syntes hun at det var – nu skulle der
nu heller ikke så meget til for at imponere hende, for oppe i
træet hørte hun ikke mange melodier, faktisk havde hun
kun hørt en eneste anden melodi i hendes liv. Skærsliberen
var nu komme så tæt på at Rapunzel kunne høre
hvad han sang: ”...Du skal huske at børste tænder
– hver gang du vasker hænder ... osv. osv.”.
Rapunzel rymlede på
næsen, teksten gav ingen mening, hun havde børstet
tænder hver gang hun havde vasket sine hænder og nu havde
hun alligevel fået huller – nu var der jo lidt langt til
den nærmeste håndvask, så hun havde ikke vasket
sine hænder i mange mange år, så hvorvidt sangen
gav mening eller ej er uvist, men Rapunzel rystede blot på
hovedet af skærliberns sang. Desværre rystede hun så
kraftigt at hele træet rystede med og netop som skærsliberen
gik under (måske havde han drukket for meget?) træet
faldt der et stort rødt æble ned i hovedet på ham,
og videre ned på jorden.
”Næh et flot æble” sagde han og fortsatte ” men jeg hader
nu når der er hår i maden!” og så tog han ...
(Nanna fortsætter)
... et langt, lyst hårud af æblet. Skærslipperen
2
stod netop og undrede sig over, hvor det kunne være kommet fra,
da han fik øje på Rapunzels fletning . Den var nemlig
faldet ned samtidig med at han rystede på hovedet (og træet).
”Rapunzel” udbrød han, for han vidste nok, hvilket
eventyr han var havnet i, da han så fletningen. Og da han altid
havde haft lyst til at prøve noget ekstremsport tog han fat i
fletningen, og klatrede op. Han klatrede og klatrede og klatrede for
det ar et højt træ, og da han endelig kom op til
Rapunzels telt i trætoppen var han ganske udmattet, og
kollapsede på platformen. ”Jeg har tandpine” sagde
Rapunzel og ruskede i skærslipperen. ”Den sang du sang
var noget vrøvl; jeg har børstet tænder, hver
gang jeg har vasket hænder og se, nu hlar hle rah”. Det
sidste forstod skærslipperen ikke for Rapunzel havde spærret
munden op på vid gab. Det så fælt ud. 3 store
huller i hhv. +3. 5+ og 1-. ”Har du spist meget slik?”
spurgte han og så strengt på hende. ”Nej!! Jeg får
aldrig slik!” sagde Rapunzel forurettet, og så forstod
skærslipperen at det var en psyko-somatisk lidelse, der måtte
kureres af samme vej som den var opstået. Og skærslipperen,
der kunne mere end sit fadervor, satte Rapunzel til at sidde og
meditere på små tandfeer, der rensede og lappede hendes
huller i tænderne, imens hun mumlede et mantra fra sin barndom:
Den som spiser gulerødder, havregryn og hasselnødder,
stikkelsbær og tyttebær og blomkål og persille –
hun bli’r så stærk som 4 okser, hendes hår på ho’det vokser (!)
og så kæk og lystig at hun ikke ka’ stå stille.
Neden under træet
kom Rapunzels mor netop gående med 3 lune retter aftensmad . Da
hun så skærslipperens barnevogn, blev hun højst
forbløffet og overbevist om at hun endelig havde fundet
barnefaderen. hun satte hænderen i siden og råbte med høj
røst:
(Arne fortsætter)
”Kan de så
se at komme ned, børnechecken er stadig ikke indført,
vi har lavkonjuktur og dermed ikke råd til flere unger”.
Skærslipperen som blev overrasket over skrigeriet fra jorden,
fordi han netop var optaget af at skrive en afhandling om ”nye
metoder for psykologiske metoder”, glemte at holde balancen og
væltede ud over kanten og landede i sin barnevogn, som han
heldigvis havde monteret med støddæmpere af den bedste
slags. Dette var en nødvendighed da vejene i landet var i en
elendig forfatning fordi man havde travlt med at bygge nye, at man
ikke havde tid eller råd til at vedligeholde. Støddæmperne
reddede skærslipperens liv, men han mistede bevidstheden under
den voldsomme G-påvirkning under nedbremsningen. Punzelmor, som
stadig var overbevist om at hun havde fundet faren til Punzel-mini,
var ikke sen til at handle ...
(Jane fortsætter)
skar en ordentlig tot
af Rapunzels hår, som efterhånden lå adskillige
meter hen ad jorden og bandt skærslipperen til træet –
Rapunzels hår var nemlig ikke bare langt, men også
ualmindeligt kraftigt. Da han kom til sig selv igen, sagde hun: ”Så
er du færdig med at stikke af! NU kan du tænke over
tingene til i morgen og hvis du så er mør, får vi
fat i en klatrepræst til at ordne vielsen – så kan
du holde min datter med selskab og sørge for at hun børster
sine tænder.
Inden skærslipperen
kunne samle snøvs nok til at svare, var moderen gået.
Han hev og sled i sine bånd, men de holdt, og gnavede sig blot
længere ind i kødet på ham. Han råbte på
Rapunzel, men hun var langt væk i sine meditationer og hørte
ham ikke.
Det gjorde derimod den
lille pige, som alle syntes at have glemt. Trævæsnerne
havde fodret hende med entedrik
3 så hun var vokset ualmindeligt hurtigt, og var nu at se på
som et 6 års barn. hun havde også lært at tale alle
sprog – både menneskers, træers, fugles og mange
andre, og hun hviskede ud gennem et knastehul: ”Er du min
far?”.
Skærslipperen for
forskrækket sammen, for han troede det var træet selv der
talte, og den slags var han ikke vandt til. ”Far? Hvad? Hvem?
Jeg er ikke nogens far, ikke så vidt jeg ved, i hvert fald, og
slet ikke til et træ.”
Den lille pige lo. ”Jeg
er da hller ikke et træ! Lyder jeg måske sådan?”
Og så kravlede hun ud på en gren, der hang ned lige foran
skærslipperen. ”Jeg bor her i træet, og det siger,
at hende der sidder deroppe er min mor, men at hun at glemt alt om
mig fordi hun har ondt i tænderne. Hverken træet eller
sylferne eller nogen af de andre ved hvem min far er, men hende der
kommer og skriger ind imellem siger at det er dig. Er det sandt?”
”Jeg har aldre
set pi’barnet før”, svarede skærslipperen, ”
så det kan ikke være mig, der er din far, men du ser ud
som en klog lille en – kan du ikke lige få mig fri? Så
kan det være vi kunne finde ud af hvem din far er.”
Pigen fandt en skarp
sten, og fik hårene skåret over, selvom det tog lang tid.
Mens skærslipperen fik liv i lemmerne igen, klatrede hun
hurtigt op på sin gren igen. ”Jeg har aldrig været
så længe på jorden før. Man bliver jo helt
svimmel! Nå – hvordan vil du så finde min far til
mig?”
”Joeh ...”
skærslipperen havde egentlig bare tænkt sig at stikke af
i en fart, men han syntes at træets grene var ved at lukke sig
mistænkelig tæt om ham, så han tænkte sig
godt om i stedet. ”Skulle vi ikke starte med at tale med din
mor? Og så klatrede han op ad fletningen igen, og pigen fulgte
efter.
Rapunzel mediterede
stadigvæk da de nåede til hende, men efter en del rusken
fik de vækket hende.
”Tandpinen er
væk!” skreg hun jublende og faldt skærslipperen om
halsen. Denne overvejede et øjeblik det med faderskabet en
ekstra gang, men sagde så:
”Tøsen her
siger hun er din, og hun vil gerne vide hvem der hjalp med at lave
hende. Ku’ man måske få det afklaret?”
Rapunzel kiggede uforstående på pigen, der sagde: ”Jeg
tror nok jeg er vokset lidt hurtigere end normalt.”
”nå –
det lille skrigeapperat” sagde Rapunzel. ”jeg er ked af
det, men du blev faktisk dumpet ned fra himmelen af en stork, og det
er ikke engang løgn selvom det lyder sådan.”
”En stork”,
sagde pigen, ”jamen så spørger vi da bare
fuglene”. Og så kaldte hun på alle fugle i
nabolaget og spurgte dem om de havde set noget til en stork for
nylig.
Nu er der jo ikke så
mange storke tilbage i landet, så man fik snart afklaret hvem
bemeldte stork var, og sendt bud bud til Afrika efter den. I
ventetiden smuttede skærslipperen igen ud på de lange
veje, som på den tid stadig var farbare for en ærlig
landevejsridder m. barnevogn, og ikke kun for motormonstre. Pigen,
der stadig levede af entedrik, fortsatte med at vokse med
ekspressfart, og da storken endelig kom, var hun omtrent på
størrelse med en 12 årig.
Storken kunne ikke
fortælle meget – kun at den dengang var kommet til at
flyve vild, og var stødt på et slot oppe i nogle bjerge.
Oppe i et tårn havde der stået en pige med spædbarn
i armene, og da hun så storken råbte hun på den og
bad den tage barnet med sig. Hun havde lydt meget bange, og kun nået
at bede storken om at aflevere barnet hos hendes søster, der
boede i et træ, så da storken så Rapunzel, mente
han at hun måtte være adressanten.
”Så vil jeg
finde slottet hvor mine rigtige forældre bor,” sagde
pigen, og straks ...
(
Henning fortsætter)
... ”Kloge gamle
kone” sagde budbringer Per til den kloge gamle kone og
fortsatte ”har du set et blinkende slot der kommer og går
som det selv vil – måske er det forhekset og måske
er det her at Rapunzels retmæssige børnecheck skal
hentes, har du det – hva?”
>Den gamle kloge kone –
der i virkeligheden slet ikke var hverken gammel eller klog men bare
arbejdede for kone elevatorer – kiggede længe på
Per, så tænkte hun: ”Stakkels mand, han er jo helt
fra snøvsen,” derfor anviste hun ham vejen til det
nærmeste slot – ikke fordi det blinkede, men fordi det
var blevet overtaget af åndsvage forsorgen da herskabet efter
for mange fætter og kusine ægteskaber var gået fra
snøvsen.
Per der regnede med at
den kloge gamle kone virkelig var både klog, gammel og kone,
sagde mange tak og gik i den retning der var blevet beskrevet for
ham. Kone-medarbejderen kiggede efter budbringeren der sprang hen af
vejen, så satte hun sig ind i bilen og kørte hjem til
sin to-hovede drage.
Men budbringer Per var
slet ikke fra Snøvsen – faktisk kom han netop tættere
og tættere på den, og da han svingede til venstre lige
efter pandekagehuset stod han således pludselig ansigt til
ansigt med Snøvsen. ”Hej Snøvs” sagde
budbringeren, ”øh hej” sagde snøvsen og
kiggede mistroisk på Per – for han kunne ikke genkende
Per som en af hans bekendte – hvilket han ret beset heller ikke
var ...
(Jakob fortsætter)
Per vidste ikke rigtig,
hvad han skulle sige til Snøvsen; Snøvsen er et
forfærdeligt kedsommeligt væsen. Så mens Snøvsen
stod og spekulerede på, hvem den underlige mand var – og
det tog lang tid, for Snøvsen var ikke vant til at tænke
særlig lang tid af gangen – mistede Per tålmodigheden
og, hvilket ikke kom bag på Snøvsen, gik fra Snøvsen.
Det viste sig, at det var det bedste, han kunne gøre i den
situation, for enhver ved jo, at fortryllede slotte, også den
lidt mere sjældne slags, der blinker, først kan findes,
hvis man er lidt ved siden af sig selv.
Snøvsen stod,
fortabt og deprimeret som altid, og kiggede efter den venlige, men
sære mand, mens han klatrede op i et træ, krympede til en
tiendedel af sin almindelige størrelse og forsvandt ind i
stammen, der til forveksling lignede et egernhjem.
Per, der ikke kunne se
noget mærkeligt i sin opførsel, fik mast sig gennem
hullet, klatrede ned ad vindeltrappen inden i træet og stod
efter en halv times tid i en enorm grotte under jorden. Han begyndte
at vandre mod vest, og da det begyndte at blive mørk, så
han igen det blinkende slot. Han kunne se, at han ikke kunne nå
frem, inden mørket faldt på, så han besluttede sig
for at klatre op i et træ for at sove (han var jo gået
fra Snøvsen). Da han vågnede næste morgen så
han nogle dværge nede i dalen, der var i gang med at bygge et
forfærdeligt grimt slot. Det var helt fladt, og der stak en
masse metalstænger op fra det. ”Det var da noget
mærkeligt noget,” tænkte Per, ”hvad mon det
skal bruges til? Og hvorfor vil de bygge sådan et grimt slot
midt i skoven, når der ligger et andet så tæt på?”
Han besluttede sig for at gå ned og spørge dværgene,
men inden han var kommet ned fra træet, stod der en flok dværge
med hævede økser for foden af det. ”Jeg må
nok hellere kravle op igen,” tænkte Per. ”De ser
sørme ikke særligt venlige ud.”
Den een af dværgene
(han var nok deres leder, tænkte Per) råbte til Per i
træet: ”Vil du så komme ned derfra! Vi er ved at
bygge et fint slot, og vi skal bruge det træ, du sidder i!”
Nå sagde Per ,”
men der ligger da et slot lige derovre, kan i ikke bare bo der i
stedet for?” ”Nej,” sagde lederdværgen, ”vi
har altså bestemt os for at bygge et nyt slot, og vi skal bruge
dit træ!” ”Jamen, hvad er der galt med det andet
slot?”, ville Per vide. ” Der er ikke noget med det, vi
fik bare lyst til at bygge et nyt, og det skal du for øvrigt
slet ikke blande dig i! Se så at komme ned! Ellers ...”
”Så vil jeg
finde slottet, hvor mine rigtige forældre bor,” sagde
pigen, og straks fyldte hun en dunk med entedrik og klatrede ned på
jorden. Hun begyndte at gå i den retning, storken havde
forklaret hende, men hun for hurtigt vild i skove. Hun var først
urolig, men prøvede at overbevise sig selv om, at hun nok
skulle finde slottet inden længe, for skoven blev tættere
og tættere og stierne mindre og mindre. Endelig kom hun ud i en
lysning, hvor hun så et mærkværdigt byggeri. Det
lignede nærmest et kæmpe pindsvin af beton og stål,
og der stod nogle underlige maskiner rundt omkring. Hun tænkte,
at hun hellere måtte se at finde et sted at sove, og da hun jo
var ven med tæerne, klatrede hun op i det smukkeste, hun kunne
se. Hun klatrede højt op, så hun kunne orientere sig og
så til sin undren et slot mod vest, der blinkede i aftensolen.
Hun havde mest lyst til at kravle ned igen og fortsætte, men
søvnen overmandede hende.
Næste morgen
vågnede hun ved, at der var nogen, der råbte længere
nede i træet. ”Hvad mon der sker?” tænkte
hun. Hun prøvede at kigge ned mellem grenene, men de sad for
tæt til at hun rigtig kunne se noget. ”Nå, det må
jeg finde ud af senere. jeg skal jeg have noget morgenmad”.
Entedrikken smagte sødt og harpikskrydret, og dens kraft havde
i nattens løb gjort hende syv år ældre, så
hun nu var 19 år. Da hun efter at have styrket sig klatrede ned
af træet, stødte hun på den smukkeste mand, hun
nogen sinde havde set. Det gav et sæt i ham, da hun sagde: ”Hej
hvem er du?”, for han havde hverken hørt eller set
hende. Han nåede lige at gribe fat i en gren , for ellers var
han faldet ned til den dværg, de stod vagt dernede. ”Sssh!”
tyssede han, ”pas på de ikke hører dig. De er
sindssyge.” ”Hvem?” ”Dværgene.”
”Hvilke dværge?” Per talte til ti og tog en dyb
indånding. Han var nu et godt stykke fra Snøvsen, og der
skulle ikke så meget til at hyle ham ud af den. Han forklarede
hende situationen, og hun måtte give ham ret i, at dværgene
vist ikke var ved deres fulde fem. ”Hvad hedder du?”
spurgte hun. ”Jeg er budbringeren Per,” sagde han. ”Hvem
er du egentlig?” ”Jeg er ...” Her gik det op for
hende, at hun helt havde glemt at få et navn. ”... øhm,
øh .. Jeg har aldrig fået et navn,” måtte
hun indrømme. ”Så synes jeg, at du skal hedde
Amande,” sagde Per, ”for det er det smukkeste navn i
verden, og du er den smukkeste pige i verden”. Amanda blev helt
rød i hovedet og vidste ikke, hvad hun skulle sige, for hun
havde aldrig mødt nogen så sød som Per. Og da han
trak en pose Motadormix op af lommen og gav den til hende, vidste
hun, at han måtte være en rigtig prins, for det havde
Rapunzel lært hende. ”Hvad skal vi gøre ved
dværgene?” spurgte hun, for hun mente jo, at en rigtig
prins måtte kunne frelse hende. Per svarede: ...
Imens sad Rapunzel og
kedede sig i sit træ, og ingen prinser kom med slik til hende.
”Jeg kan da altid vaske mit hår i regnen,” tænkte
hun. ”Sådan som det regner nu, skulle det nok kunne blive
rent,” selvom det ikke bare var langt, men overraskende langt.
Rapunzels mor kom
tilbage til træet og opdagede, at skærslipperen var væk.
Hun blev helt ude af sig selv af raseri og råbte til Rapunzel i
træet: ...
(Arne fortsætter)
”Du er dog den
værste skarnsunge, nu nåede vi ikke at få
skærslipperen slæbt i retten til en faderskabssag”.
Rapunzel, som hverken kendte til tredeling af magten eller den slags,
da det ikke var nødvendig i et træ, kiggede hun blot
uforstående på sin mor. For at opmuntre begyndte hun at
forklare sin mor at det nu altså også var lige meget, for
Punzel-mini (de vidste ikke at hun var blevet døbt Amanda) var
taget af sted for at finde sine rigtige forældre og Rapunzel
var blevet enig med sig selv om at hun ville være psykolog
efter at have læst den halvfærdige afhandling som
skærslipperen havde efterladt sig. Det tændte julelys i
øjnene på Punzel-mor, for hun var udemærket klar
over at psykologer tjente godt, ved at rippe stakkels sindslidende
for de penge som de alligevel ikke kunne finde ud af at bruge til
noget ordentlig. Nu var så bare problemet hvordan Rapunzel
skulle komme ind på psykologisk fakultet. Professoren som
bestemte hvem der blev optaget havde nemlig fundet på den
smarte ide, at man blot ved at se på folk kunne afgøre
om de var intelligente nok, kriteriet var blot at man skulle ligne
sit eget køn mindst muligt, hvilket havde resulteret i at
fakultet stort set var fyldt med transvestitter. Nu var gode råd
dyre ...
(Maja fortsætter)
og Rapunzel havde kun
15 kr., så hun måtte nøjes med det dårligste
råd man kunne få! Rådet var enkelt. Ring til ulven
og sig som en gris ... Ikke stå snart havde hun gjort det før
ulven stod og bankede på træet. ”Luk mig ind, eller
jeg puster dit træ omkuld!” Razzpunzel nåede ikke
at gøre ret meget inden ulven begyndte at puste ”wissz”
og pruste ”prust”, der gik lang tid hvor man ikke hørte
andet end ulvens ”wizss prust wiss wiss prust prust” og
mens tiden gik begyndte der at ske noget mærkeligt med
razzpunzls navn. Det var som om det vidste hvad der skulle ske!
Ulvens pust begyndte at lyde mere og mere som en beat-rytme i Razz
P’s hoved begyndte en sang at tage form ”Kickflipper der
– year , Kickflipper her – her ikke for at blær men
vi kickflipper year!” og inden Razz kunne nå at tænke
sig om, forsøgte hun at kickflippe
4 træet! Behøver jeg at sige at det gik helt galt? Træet
blev revet op ved roden og Razz. P. slog sig ret slemt, (selvfølgelig
intet i forhold til hvad ulven gjorde, for træet landede oven
på den) så slemt at den gips hun fik på skulle sys
med 12 sting! Nu var hun ved at være klar til optagelse på
det psykologiske fakultet. Da det blev morgen gik Razz P. –
helt pakket ind i gips – hen til professoren ...
(Nanna fortsætter)
”Yo”, sagde Razz. P. og kastede
håndtegn så godt hun kunne for gipsen. Professoren
kiggede vantro på hede og troede et kort øjeblik, at han
var statist i ”Mumien”. ”Øh ... hva’?”
sagde han så og kiggede udover kanten af sine briller, mens han
grublede som en sindsyg på, hvilket køn denne gipsede
skikkelse kunne have. ”Hva’ så deeeer”
svarede RazzP: og gav professoren en kammeratlig lammer. ”Jeg
vil gerne studere det der psykologi, maaan. Host op med et
årskorttur, eller jeg får mine homies til at komme og
nakke, maaan ...” Halvvejs skræmt, og halvvejs fordi
professorens forskningsinstinkt var blevet vakt, sørgede han
for at Razz. P. kunne begynde på hans hold med det samme.
”Yo, my man”,
sagde Razz. P. og vendte sig om for at gå hjem og købe
bøger. Da professoren så hendes lange, smukke hår,
blev han et kort øjeblik forvirret, for han havde ikke noget
sted i sin psykologsike teori, der passede på et menneske, der
havde så langt, smukt hår og samtidig lignede en ægyptisk
hip-hopper. Denne forvirring førte på længere sigt
til, at han opgav sin hormon-type-teori og blev en bedre forsker –
men det er en anden historie, som ikke skal fortælles her.
Razz. P. viste sig at
have opbygget en stabil lærdomshunger gennem den lange tid i
træet, så hun nød i den grad at fordybe sig i
psykologiens mysterier. Ja, man kunne gå så langt som til
at sige, at hun læste og læste, og hvis hun ikke er
færdig, så læser hun endnu ...
”Dværgene
er der kun en ting at gøre ved, når guldfeberen har
grebet dem og griskheden står dem i øjnene. Vi må
klippe deres skæg!” ”Men hvordan det” spurgte
Amanda og så ned på kredsen af bistert udseende
mandslinger der diskuterede ivrigt og skulede olmt op i træet.
De var øjensynligt MEGET utålmodige og bestemt ikke
interesseret i at få klippet deres skæg. Per trak sin
lommekniv frem og undersøgte æggen. Den var så
sløv, at han kunne bruge den til at ae Amanda på
kinderne med – og det havde hun ikke noget imod, for han var jo
en rigtig prins.
Således travlt
optagede, bemærkede de slet ikke en skikkelse med barnevogn,
der kom trillende hen over bakkerne. ”Du skal børste
dine tænder, hver gang du vasker hænder ...”, sang
en stemme, og Amanda studsede et øjeblik. Den mindede hende om
noget, hun havde oplevet i sin barndom.
Fodnoter: klik på tallet for at komme retur til notestedet i teksten
1 Enhver sammenligning med nulevende personer er naturligvis uønsket
og utilsigtet og må stå for læserens egen regning.
2
Selvom navnet skifter antages det stadig at handle om Skærsliberen
3
Jvf. Ringenes Herre – bogen altså! Jeg tror ikke enterne
er med i filmen (har ikke set den, og vil heller ikke – jeg er
mindst lige så snobbet som Arne)
4
Skater-trick der går ud på at hoppe op i luften og få
skateboardet til at vende sig om mens man er i luften – her er
skateboardet erstattet med et træ